Vil du blive skarpere på at skabe events, der ikke kun samler mennesker, men også giver flere gæster, mere synlighed, nye samarbejder og værdi på bundlinjen?
Eventforum er et nyt netværk for virksomheder og aktører inden for handel, turisme, oplevelser, kultur, spisesteder og lokalt værtskab, som laver eller gerne vil lave events i lille eller stor skala.
Netværket er for dig, der arbejder med kundeaftener, temadage, smagninger, workshops, bylivsaktiviteter, markeder, sæsonbegivenheder, koncerter eller større arrangementer, og som gerne vil have mere ud af den tid og de ressourcer, du lægger i dine events.
I netværket sætter vi fokus på, hvordan events kan udvikles, planlægges, markedsføres og gennemføres, så de skaber værdi både for gæsten og for virksomheden. Det handler blandt andet om at tiltrække de rigtige deltagere, skabe mersalg, styrke synligheden, bruge samarbejder bedre og få mere læring ud af de events, der allerede bliver lavet.
Som deltager bliver du en del af et praksisnært fællesskab, hvor vi deler erfaringer, udfordringer og gode greb. Du får faglige input, konkrete værktøjer og mulighed for at udvikle nye samarbejder på tværs af handel, turisme og oplevelsesaktører.
Fokus er enkelt: Hvordan skaber vi events, der giver gode oplevelser, styrker det lokale liv og samtidig bidrager positivt til forretningen?
Netværket er for dig, der gerne vil gøre dine events mere synlige, mere professionelle og mere værdiskabende.
Datoer: 30. september, 11. november, 16. december 2026 - flere datoer følger i 2027
Tid: 17:30 – 20:00
Sted: Businesspark Struer, Fælledvej 17
Medlemskab: Netværket er gratis, men forudsætter tilmelding hos Kristina Skøtt Kjærgaard, 27 57 00 41, ksk@erhvervshusmidtjylland.dk