Minikursus fordelt over fire undervisningsgange ved cand.theol. og forfatter Martin Herbst torsdage d. 5., 12., 19., 26. september kl. 10.00-12.00.
Kurset afholdes på dansk, og alle kan deltage uanset forudgående kendskab til Dante.
Læs nederst på siden om pris og tilmelding.
Den Guddommelige Komedie er verdens mest kommenterede litterære værk. Siden det udkom i 1321 har det inspireret generation efter generation af læsere. Når det kommer til kunstnere, malere og forfattere er spørgsmålet ikke, hvem der har ladet sig inspirere af Komedien (’Komedie’ betyder, at det begynder dårligt, men ender godt), men hvem der ikke har.
Grunden til værkets fascinationskraft er enkel. Den Guddommelige Komedie er et enestående spejl på den menneskelige tilværelse i al dens gru, fortvivlelse, desperation, mulighed, herlighed og skønhed. På Dantes rejse i Helvedet, Purgatoriet og Paradiset bliver han konfronteret med snart sagt enhver tænkelig eksistentiel udfordring, og han finder vej. Heri ligger værkets relevans for nutidsmennesket, der også skal navigere på et hav af strømninger, dilemmaer og visuelle bombardementer.
Mere end noget andet er Komedien en dannelsesrejse. På denne rejse bliver Dante vejledt af Vergil, der repræsenterer den klassiske tradition og af Beatrice, der repræsenterer den kristne. Det er således på selve fundamentet af europæisk kultur, at Dante genvinder orienteringssansen, bliver forsonet med sig selv og genvinder livsmodet og håbet for en bedre verden.
Præsentationerne består af 2 x 45 min. foredrag og udveksling samt kaffepause:
1) Dantes liv og tid. Komediens betydning, budskab og centrale temaer.
2) Rejsen i Helvedet. Håbløshedens rige.
3) Rejsen i Purgatoriet. Forandringens mulighed.
4) Rejsen i Paradiset. Kærlighedens tyngdekraft.
Deltagere kan med fordel låne eller anskaffe sig Dantes Guddommelige Komedie. På danske vers af Ole Meyer, 5. udgave, 4. rettede oplag, 2018 ff..
Martin Herbst, cand.theol. og forfatter, er en af Danmarks mest vidende Dante-kendere. Han er forfatter til den anmelderroste Den Guddommelige Komedie for Alle, Apuleius’ Forlag, 2022, han underviser i Den Guddommelige Komedie talrige steder og arrangerer dannelsesrejser til Firenze m.m..
Pris: 4 undervisningsgange af 2x45 minutter: 500 kr. (+ tilmeldingsgebyr 30 kr. )
10% rabat til medlemmer af Kulturinstituttet (med gyldigt medlemskort) eller af Società Dante Alighieri. Rabatkode: "MEDLEM".
Tilmelding og betaling:
Tilmelding og betaling skal ske elektronisk.
Bemærk! Tilmeldingen er først gyldig efter betaling. Efter betaling er tilmeldingen bindende. Kursusgebyret kan udelukkende returneres, hvis det ønskede hold ikke modtager et tilstrækkeligt antal tilmeldinger eller aflyses (ekslusiv tilmeldingsgebyr).