Du bruger en browser, som ikke understøttes fuldt ud. Det betyder, at designet på siden ikke ser korrekt ud eller i værste fald ikke virker. Opdaterer du din browser, vil siden se korrekt ud.

Læs mere

Rasmus Matthiesen (UDSOLGT)

Tidspunkt: fredag d. 7. oktober 2022 kl. 20:00 - fredag d. 7. oktober 2022 kl. 22:00

"En af de næste store samlende fortællere på den danske folk/rock/sangskriver scene". Sådan skrev SIDE 33 i kølvandet på den unge dansksprogede sangskrivers seneste udgivelse, singlen “Jeg Skulle Have Været”. Når Rasmus Matthiesen gæster Gnisten til efteråret, bliver det med et nyt album og en koncert i to sæt: et akustisk og et elektrisk – inspireret af Bob Dylans koncert i Royal Albert Hall i 1966.

Til koncerten vil han trække tråde fra sit country- og folk inspirerede debutplade Alt Godt fra 2017, som indeholdt P4-singlerne “Frie Valg” og “Østjylland”, over den folk/rockede Nye Idealer fra 2018 – hvor singlen "Hvad Elskende Kan Gøre Ved Hinanden"; fik airplay på både P3 og P6. Og helt frem til i dag, hvor hans kommende album på en gang forsøger at forbinde den historiefortællende sangskriver tradition med et moderne take på folk/rocken, med inspiration fra navne som Kevin Morby, Father John Misty og Niels Skousen.

Musikken befinder sig et sted i spændingsfeltet mellem rock, folk, blues og country. Altid med teksten og historien, som det bærende. De på en gang personlige og politiske tekster kredser med hudløs ærlighed om kærligheden, om at turde bevæge sig ud på usikker grund for at se, om isen kan bære; om korthuset kan stå. Men også om en grundlæggende søgen efter mening med tilværelsen og en plads i samfundet. Og i en tid præget af opbrud, sætter Matthiesen ord på nogle af de spørgsmål, drømme og forventninger som kendetegner vores tid og nogle af de steder, begivenheder og kunstnere, han er rundet af. 

Siden 2017 har Matthiesen udgivet to slidstærke og anmelderroste albums og spillet
koncerter over det meste af landet - både solo og med band. Det har bragt ham forbi steder som Tønder- og Jelling Festival samt to koncerter på Smukfest i 2017 og 2019. Han har derudover spillet velbesøgte koncerter i Aarhus og København på Atlas, Hocel Cecil, Loppen og senest et udsolgt HUSET I MAGSTRÆDE.

Efter ti år i København er Matthiesen for nylig flyttet med sin familie tilbage til Gl. Rye, hvor han voksede op. Og koncerten på Gnisten vil derfor være hans første på hjemmebane midt i Søhøjlandet.

Musikalsk smagsprøve
Rasmus Matthiesen - Jeg sku´ ha været (Officiel), 2021 
 
Dørene åbner
Dørene åbner kl. 19.00.

Kom i god tid og nyd stemningen, det gode selskab og en god, lokal øl!

Medlemspris:
Som medlem af Gnisten/Musikværket Ry får du 10% rabat på billetten. Du kan købe én billet på dit medlemskort.
Meld dig ind før du køber din billet og brug dine medlemsoplysninger ved billetkøb.
Indmeldelse her.

Om Gnisten
Gnisten er et spille- og kultursted i det gamle varmeværk i Ry, som foreningen Musikværket Ry er i gang med at skabe. Gnisten er hjerteblod - skabt af en stor flok frivillige. Find Gnisten på Møllevej 22, 8680 Ry - sigt efter vores høje skorsten! 

Adgang for handicappede
Vi knokler med at gøre Gnisten fin, stemningsfuld og helt fantastisk! Vi kan desværre endnu ikke tilbyde handicapvenlige toiletforhold, men vi er på sagen. Der er adgang for dårligt gående og folk i kørestol via indgangen i vores have. Der er gelænder ved trappen for forsiden af huset. 
Sig til hvis du har brug for hjælp til at komme ind. 

Parkering
Vi har få parkeringspladser tæt på Gnisten og de er reserveret folk med gangbesvær - så sæt din bil på p-pladserne ved indkørslen til Møllevej eller på Mølleskolens parkeringsplads (indgang fra Gudrunsvej). Kom gerne på cykel, til fods eller med toget. 

Corona
Vi overholder mydighedernes anbefalinger og retningslinjer ift. corona.    

Del arrangementet på de sociale medier:

Standardbilletter

DKK 200,00

Medlemsbillet

DKK 180,00