Velkommen til musikalsk foredrag i Folkehuset Kvaglund den 7. maj.
I dette ærlige og nærværende foredrag inviterer Anne Dorte Michelsen deltagerne ind i sit liv og sin kunst – med afsæt i erindringsbogen ”Synger du stadig?” (august 2025). Undervejs vil Anne Dorte fremføre udvalgte sange.
Det er en både rørende og humoristisk fortælling om at være kvinde i en til tider brutal, men også inspirerende musikbranche – og om at finde nyt mod, mening og musikalitet i livets næste kapitel.
Vi hører om en lykkelig, kreativ barndom, der blev afbrudt for tidligt, om ungdommen som jysk emigrant i København og om popsuccesens vilde gennembrud. Gennem det hele løber kærligheden til musikken og sproget som en rød tråd.
Anne Dorte Michelsens deler sin indsigt i sangskrivningens væsen og fortæller med temperament og humor om sine møder med en branche, hvor man skal stå fast for at stå frem.
Vi føres tilbage til barndom og ungdom i 70’ernes og 80’ernes Aarhus og København – og vender hjem til Vesterbro i 2020’erne, hvor Corona, MeToo og geopolitisk turbulens ryster verden. En tid, der også ændrer Anne Dorte Michelsens eget syn på sig selv og sætter gang i den livskrise, der fører til arbejdet med bogen.
Om Anne Dorte Michelsen
Anne Dorte Michelsen er kendt og elsket for sine mange sange – både som medlem og sangskriver i det folkekære orkester Tøsedrengene, som del af den eksperimenterende vokalgruppe ”Venter på far” og gennem sin lange og produktive solokarriere. Hendes stemme og tekster har gennem årtier sat ord og musik på følelser, generationer og øjeblikke, som mange har kunnet spejle sig i.
PRAKTISKE INFORMATIONER
Dato: 7. maj 2026
Tidspunkt: kl. 19.30