Har I lyst til at møde andre unge fra vores nabolande i Østeuropa? Har I mod på at starte et internationalt projekt? Vil I gøre en forskel i en region, der lige nu har alles øjne rettet mod sig med krigen i Ukraine?
Mandag den 9. oktober inviterer DUF til en aften med fokus på projektmuligheder i Østeuropa: Georgien, Moldova, Ukraine, Belarus, Armenien og Aserbajdsjan. Netop nu er der en unik mulighed for at søge penge til internationale projekter i Østeuropa, da DUF har fået en ekstra bevilling fra Udenrigsministeriet til netop denne region.
Ta' en ven fra din organisation med til Scherfigsvej 5, 2100 Kbh Ø, mandag den 9. oktober fra 17.00 til 19.30. Vi har aftensmad og snacks klar.
Vi starter med en kort introduktion til, hvordan I skriver en ansøgning til et nyt projekt, hvor I starter med at finde den rette partner. Herefter er der skrivetid med rådgivning fra DUFs konsulenter. Det er ikke nødvendigt med tidligere erfaring fra internationale projekter. Hvis du allerede har et partnerskab i ét af de nævnte lande, så er der mulighed for udvidet rådgivning.