Kom med bag om kameraet, når naturfotograf Mads Hagen besøger Det Grå Fyr i Skagen med sit foredrag: Danmarks nære natur.
Lørdag den 14. september kl. 14.00 – 16.00
Som professionel naturfotograf tænkte Mads Hagen: Hvem der bare kunne tage til Kenya, Svalbard eller dybt ind i Borneos jungle og komme helt tæt på giraffer, isbjørne og orangutanger. Med fingeren på aftrækkeren servere verdens rigdom af farver og forunderlighed for betagede dokumentarseere hjemme i stuerne.
Men det havde mange andre før ham jo gjort. Hvad hvis man i stedet gik til det lokale og velkendte med samme ambition: at vise naturen som noget eksotisk og dyrebart? Med den tanke pakkede Mads Hagen sit kamera og sit arsenal af camouflage og skjul og gik undercover på de naturrigeste egne af Danmarks nære natur.
Han fandt ud af at Danmarks nære natur under det beskedne ydre, rummer fantastisk natur og de helt store dramaer. Billederne i foredraget er alle taget indenfor kort afstand fra Mads hoveddør og udgør Mads Hagens personlige vision, men uanset hvor man bor i landet, vil man kunne genkende motiverne. Alt fra sommerfugle til havørne, bøgeskove til hule træer, vandkantens vadefugle til grævlingen i nattemørket – alt det, der udgør det danske landskab, viser Mads Hagen frem i foredraget her.
Varighed: Foredraget vil bestå af 2x45 minutter.
Der er mulighed for køb af kaffe og kage samt kolde drikkevarer inden foredraget starter eller i pausen.