Vi skal høre Bernhard Hagens fortælling om Giorgia Meloni, Italiens første kvindelige regeringsleder og med gode chancer for snart at kunne smykke sig med titlen som leder af den længst siddende regering i den italienske republiks historie. Det mest opsigtsvækkende ved Melonis overtagelse af regeringsmagten den 22. oktober 2022 var dog hendes fortid i den nyfascistiske bevægelse og hendes placering på den ekstreme højrefløj. Der var derfor bestyrtelse hos mange, da hun tiltrådte som premierminister. Hvordan ville det gå med demokratiet? Hvad med forholdet til EU? Og hvad med hendes tætte forbindelse til Donald Trump?
Foredraget vil tage udgangspunkt i Melonis politiske karriere og derefter gøre status over hendes fire år ved magten. Afsluttende et kig frem til det parlamentsvalg som sandsynligvis kommer til foråret 2027.
Bernhard Hagen er cand.mag. i historie, italiensk og samfundsfag samt lektor emeritus ved Aarhus Katedralskole. Han er en stor kender af Italien og har blandt andet beskæftiget sig indgående med det italienske politiske system.
Vi slutter aftenen af med et glas vin og en bid brød.